Slide background
SØNDERGADE 3, 8464 GALTEN | TLF: 88943567 | EMAIL: INFO@STROGSALONEN.DK | DESIGNET AF BUSINESS SOLUTION

Sig farvel og tak

til din overspisning

Slide background
SØNDERGADE 3, 8464 GALTEN | TLF: 88943567 | EMAIL: INFO@STROGSALONEN.DK | DESIGNET AF BUSINESS SOLUTION

Sig farvel og tak

til din overspisning

Slide background
SØNDERGADE 3, 8464 GALTEN | TLF: 88943567 | EMAIL: INFO@STROGSALONEN.DK | DESIGNET AF BUSINESS SOLUTION

Overspiser du?

Kontakt mig i dag

BREVKASSE

Få svar på dine spørgsmål

 FyldepenOgUnderskrift

Har du spørgsmål omkring spisemønstre, overspisning, afhængighed af mad, mindful spisning eller andet der relaterer sig til dette emne, og som du ønsker min vurdering af, så send mig dit/dine spørgsmål i nedenstående kontaktformular, så svarer jeg hurtigst muligt.

Dit spørgsmål vil blive offentliggjort her på siden med det navn, du skriver i kontaktformularen, så ønsker du at være anonym her på siden, så skriv "Anonym" i navnefeltet.
Du vil også modtage svaret på mail.
 
Jeg glæder mig til at hjælpe dig!
 

 

Hvordan slipper jeg restriktionerne uden at begynde at overspise?

onsdag, 25 januar 2017

"Hej Mette!

Jeg har netop læst din bog "En fri fugl", og den har gjort et kæmpe indtryk på mig.

Jeg ser mig selv i rigtig meget af det, du fortæller, og din rejse er en stor inspiration for mig. Jeg kæmper selv med overspisninger og får hjælp til dette. Men at læse din bog har givet mig en masse også - en del at tænke over.

Jeg håber, jeg må stille dig et par spørgsmål omkring noget, du skriver i bogen. Det handler om det med at slippe kontrollen over maden og i stedet for se på overspisningerne med nysgerrighed.

Jeg forstår godt, hvad du mener med, at man skal være nysgerrig, men ikke det med kontrollen. Du slap restriktionerne og skemaerne for hvad du måtte spise, lyder det til - men spiste du så, hvad du havde lyst til og så meget, du havde lyst til?


En anden ting jeg tænker meget over, er det du skriver med, at du begyndte at bygge dit selvværd op og slap selvhadet. Men hvordan kom du til at elske dig selv og din krop? Blev du ved med at sige til dig selv, at du var god nok ligemeget hvad, og efterhånden begyndte at tro på det?

Jeg håber, du vil svare på mine spørgsmål - det vil være en stor hjælp.

Tak for at du har skrevet denne bog - jeg er virkelig glad for at have læst den, og jeg har en klar fornemmelse af, at den kan hjælpe mig med at få det bedre.

Jeg håber, du har det godt stadigvæk, og at du lever det liv, du drømmer om.


De bedste hilsner fra en anonym læser."


Hej anonyme læser.

Tak for din tilbagemelding på bogen, jeg er glad for, du har fundet den inspirerende og at den har gjort stort indtryk på dig! :)
Det er altid dejligt at høre, der er nogen, der har fået noget ud af, at jeg er stået frem med min historie.

Selvfølgelig må du stille spørgsmål.
Jeg forstår godt, at det kan være forvirrende, at jeg siger "slip kontrollen" - det er nok noget af det, der er allermest skræmmende og virker allermest ulogisk, når man står i sin spiseforstyrrelse.

Og ja, den typiske tanke, der opstår er "jamen så tager jeg jo på/så går jeg jo helt amok i mad/jeg kender mig selv, når jeg giver slip på kontrollen, æder jeg alt det, der har været forbudt" o.lign. tanker - har jeg ret?

Det er fordi, vi oftest tænker i enten/eller. Enten er jeg i den ene grøft, hvor jeg æder og æder og æder, til jeg ikke kan mere eller også er jeg i den anden græft, hvor jeg er på en restriktiv slankekur eller lignende.

Restriktiv pendul


Men der er også en tredje vej - det er den, der hedder balance (i midten af pendulet herover).

Det er der, hvor man lærer at give lidt slip på kontrollen og sine regler og restriktioner for, hvad man må og ikke må spise, og i stedet lærer at mærke efter/lytte til sine følelser, behov og kropslige fornemmelser og lader det guide en.

Det kan måske lyde lidt "fluffy", når jeg beskriver det på den måde, så lad mig komme med et konkret eksempel; f.eks. når jeg kommer hjem fra skole/arbejde og mærker en trang til at spise. Så bruger jeg trangen som en alarmklokke; "okay, jeg har helt vildt trang til mad lige nu. Er der et eller andet behov, jeg mangler at dække?"

Så kan det være, jeg finder ud af, at jeg i virkeligheden trænger til at slappe af/geare ned og når jeg først har fundet frem til det, kan jeg begynde at arbejde med at finde noget (andet end mad), der kan hjælpe mig med at stresse ned. Giver det mening?

På den måde er det ikke med kontrol, jeg har stoppet mig selv med at spise, men med nysgerrighed og ved at lytte til mig selv og mine behov - dét er balance.

For nej, du skal selvfølgelig ikke bare over i den anden grøft, hvor du overspiser, det er jo ikke det, der er meningen og der bliver du jo heller ikke glad.

Om jeg spiste, hvad jeg havde lyst til og så meget, jeg havde lyst til? Både og...
Jeg tillod mig selv at spise chokolade, hvis det virkelig var chokolade, jeg havde lyst til.

Men jeg prøvede med den nysgerrige/undersøgende vej først; "Er der et behov, jeg ikke har fået dækket lige nu?", "Kan jeg dække det på andre måder end med chokolade lige nu?"

Hvis jeg ikke kunne komme frem til et svar, så tillod jeg mig selv at spise chokoladen, men så øvede jeg mig på at være så tilstedeværende som muligt og nyde chokoladen så meget som muligt - og på den måde var jeg tilfredsstillet langt tidligere, end når jeg nægtede mig selv chokoladen, men alligevel endte med at "falde i".

Hvordan jeg lærte at elske mig selv og min krop
Det andet, du spørger om, hvordan jeg kom til at elske mig selv og min krop, er faktisk et svært spørgsmål at svare på.
For det var en lang proces og der var mange indre processer, som jeg måske ikke engang var så bevidst om på det tidspunkt.

Det er ikke sådan at jeg konkret har sagt en eller anden specifik sætning til mig selv, som jeg har gentaget igen og igen indtil jeg fik det bedre. Men nogle af de ting, jeg arbejdede med, var følgende:

1. Da jeg havde det allerværst, skrev jeg dagbog. Det hjalp mig til at få mit tankemylder konkretiseret ud og af hovedet.

Jeg sluttede dagbogen af med at skrive tre ting, jeg satte pris på i løbet af dagen.
Det kunne være ting udenfor mig; at jeg havde leget og grinet med mine to nevøer eller at solen skinnede og varmede min krop, men det kunne også være noget "indre", som f.eks. "jeg har været god ved mig selv i dag ved at gå en tur" eller "jeg kan godt lide mit grin" eller noget i den stil.
Altså noget, jeg satte pris på ved mig selv/mit liv.

Det kunne også være noget, jeg satte pris på ved min krop.
I stedet for altid at fokusere på, at jeg var for tyk, kunne jeg måske skrive "det var dejligt at være ude og bevæge min krop på gåturen i dag", "det føltes dejligt med solen mod min hud", "jeg blev glad, da jeg dansede til livlig musik inde i stuen i dag", "jeg synes, jeg så godt ud i den kjole, jeg havde på til festen her til aften - den fremhævede mine former på en god måde" osv.

Jeg begyndte altså at fokusere på, hvad der også var godt og behageligt ved min krop (både funktion og udseende) i stedet for altid at skælde den ud for at være forkert.

Denne øvelse hjalp mig til at få øje på de små ting i livet/ved min krop, der gjorde mig glad i stedet for altid at være en sortseer.

2. Jeg havde altid gjort, hvad jeg kunne for at gøre andre folk glade (været en pleaser), men jeg fandt efterhånden ud af, at det kørte mig selv ned, at jeg gik på bekostning med mine egne ønsker.

Så jeg begyndte at gøre flere og flere af de ting, der gjorde mig glad (og paradoksalt nok fandt jeg ud af, at det så var endnu nemmere at gøre de ting, der gjorde andre glade ovenikøbet, så der var INTET tabt ved det); jeg takkede nej til et diætistjob, fordi jeg kunne mærke, det ikke ville være godt for mig, jeg tog ud og rejse til trods for, at jeg havde et job herhjemme, fordi det var det, jeg havde brug for, for at opbygge mig selv, jeg flyttede til Aalborg, på trods af, at min uddannelse var i Aarhus og jeg stoppede i fitnesscenter, fordi det bare gav mig dårlig samvittighed - og begyndte i stedet at finde frem til, hvilke typer bevægelse, JEG kunne lide.

På den måde begyndte jeg at opbygge troen på, at JEG gerne måtte have behov og lyster og følge dem, uanset hvad andre mente - jeg begyndte at tage mig selv alvorligt.

Det var i hvert fald nogle eksempler på, hvordan jeg begyndte at behandle mig selv bedre og blev mere omsorgsfuld overfor mig selv.

Jeg håber, du kan bruge det til noget - og ellers er du også velkommen til at stille flere spørgsmål.

Og ja, jeg har det rigtig godt, og jeg lever faktisk lige præcis det liv, jeg drømmer om lige nu! Jeg håber, du finder DIN vej ud af overspisningerne og også får skabt dig et liv i frihed og glæde! :)

Kram fra Mette.

Leave a comment

You are commenting as guest.

Indsend spørgsmål