Slide background
SØNDERGADE 3, 8464 GALTEN | TLF: 88943567 | EMAIL: INFO@STROGSALONEN.DK | DESIGNET AF BUSINESS SOLUTION

Sig farvel og tak

til din overspisning

Slide background
SØNDERGADE 3, 8464 GALTEN | TLF: 88943567 | EMAIL: INFO@STROGSALONEN.DK | DESIGNET AF BUSINESS SOLUTION

Sig farvel og tak

til din overspisning

Slide background
SØNDERGADE 3, 8464 GALTEN | TLF: 88943567 | EMAIL: INFO@STROGSALONEN.DK | DESIGNET AF BUSINESS SOLUTION

Overspiser du?

Kontakt mig i dag

Kroppen husker - tør du lytte til, hvad den fortæller dig?

fredag, 22 september 2017

Jeg havde en oplevelse for et par dage siden, jeg gerne vil dele med jer.

Det er en meget sårbar fortælling om nogle af mine "svage sider" - de sider af mig selv, der er sværest at acceptere og håndtere, men som også er en del af mig, så derfor føler jeg mig også både sårbar, følsom og usikker, nu hvor jeg sidder og skriver dette indlæg og om lidt lægger det ud offentligt til alles skue.

Og hvorfor gør jeg det så alligevel - ville det ikke være nemmere at lade være? At holde det for mig selv? Og rager det overhovedet andre mennesker, hvordan jeg går og har det indeni?

Grunden til, jeg deler denne episode fra mit liv, til trods for, hvor intimt og følsomt et emne, det er for mig og til trods for, hvor sårbart det er at stå frem med det, er fordi jeg tror, der er mindst én af jer derude, der kan genkende nogle af de følelser, jeg skriver om og som selv har svært ved at håndtere dem og føler sig forkert, når disse følelser opstår og som derfor forsøger at dulme dem eller fjerne dem ved at spise.

Og hvis jeg kan hjælpe denne ene (dig?), ved at dele min egen historie, så er det det hele værd..

Jeg kunne selv have brugt en rollemodel, der stod tydeligt frem og sagde, at det er okay at have denne slags følelser, det er menneskeligt og der er intet galt i det - dengang jeg havde det sværest og hvor jeg ikke var i stand til at acceptere og håndtere disse følelser hos mig selv.

Nu er jeg i stand til at tackle følelserne - uden mad - og det vil jeg gerne fortælle dig om, som inspiration til dit eget liv.

Min ekskæreste er blevet far

Og nu til oplevelsen i onsdags..

Det foregik nede på mit kontor, hvor Morten og jeg havde siddet hele dagen og arbejdet ved hver vores computer.

Tilfældigvis, da jeg skal finde en af mine veninder på facebook, ser jeg billedet af min ekskæreste blandt hendes venner - den ekskæreste, jeg slog op med, da jeg havde min spiseforstyrrelse og som jeg havde så svært ved at slippe, da jeg stadig elsker ham (jeg beskriver det ikke mere detaljeret her - hvis I er nysgerrige på historien, kan I læse den i min bog En fri fugl).

4481242 facebook

Jeg er ikke længere selv facebookvenner med ham, så jeg har ikke set hans profil i lang tid. Men på dette profilbillede sidder han og holder et lille barn.

Med det samme tænker jeg selvfølgelig "gad vide, om det er hans eget barn" og klikker på hans profil for at være sikker. Dér står det, i kommentarerne under billedet, at det ér hans søn.

Jeg mærker mit hjerte hamre hårdere end normalt. Det dunker løs i mit bryst. Sådan reagerer min krop hver gang, jeg ser ham.

Morten sidder overfor mig, bag sin egen computerskærm. Jeg kigger op på ham - skal jeg sige det til ham? Igen, det nemmeste ville måske være at lade som ingenting, for jeg er sikker på, at hvis jeg siger det til ham, så vil jeg blive ked af det.

Jeg er ikke klar til det endnu. Jeg må lige mærke mig selv i det først. Men jeg ved, at jeg vil sige det til ham, inden vi går fra kontoret.

Forholdet mellem min ekskæreste og jeg, i perioden efter vi gik fra hinanden, har været forbundet med en stor sorg for mig, og mange af mine følelser er knyttet til den relation, så jeg har ikke lyst til at holde det hemmeligt for Morten.

Jeg vil gerne, at han skal kende mig og elske mig for den, jeg er, og dette er en stor del af mig, så derfor vil jeg selvfølgelig dele det med ham - og jeg ved også af erfaring nu, at de svære følelser som regel bliver mindre, og lettere at rumme, ved at blive delt (det kan godt være, de lige kommer til at føles større i det øjeblik, de skal fortælles, når jeg fortæller dem og lige bagefter, men de bliver ikke ved med at ulme på samme måde, som hvis jeg ikke deler dem).

Så jeg sad og kiggede lidt mere på billederne af den lille, lykkelige familie og mærkede efter, hvad det var, jeg reagerede på. Det var en meget blandet følelse.

Jeg så på den lille dreng og tænkte "det kunne have været mit barn, som jeg havde fået med min ekskæreste". Det var en underlig tanke.

Men egentlig føltes det ikke som om, det var det, jeg reagerede på. Jeg så ikke på billedet og følte misundelse eller tænkte "gid det var mig". Jeg havde ikke en eller anden stærk trang til, at det skulle være mig, der sad dér som en lille kernefamilie.

Egentlig er jeg jo meget godt tilfreds i mit liv, som det er nu - hvor jeg står på spring til at tage ud og rejse verden rundt i et folkevognsrugbrød sammen med Morten (er du nysgerrig på denne historie, kan du læse mere om den her: www.turtletime.dk) og hvor jeg ikke har nogen trang eller lyst til at danne en kernefamilie med parcelhus og børn. Men hvad var det så?

Jeg kiggede på min ekskæreste og så et meget velkendt ansigt - og samtidig kunne jeg ikke undgå at tænke, at der også er noget meget fremmed ved ham. Hvem er han egentlig?

Ja, han ser velkendt ud på billedet, men når jeg alligevel oplever noget fremmed ved ham, er det oplevelsen af, at der alligevel må være noget inde bag hans udseende, som jeg ikke kender til, når han kunne finde på at vende mig ryggen (som jeg oplevede det), efter jeg flyttede fra ham. Kender jeg ham så overhovedet, som jeg troede, jeg gjorde?

IMG 9684

Jeg så på kommentarerne under billedet og så, at flere af mine venner og bekendte har liket og kommenteret hans billede.

Jeg fik en klump i halsen. Jeg kunne ikke undgå at føle, jeg var udenfor. Jeg var ekskluderet fra selskabet. Han har valgt mig fra blandt sine venner - mig, som ellers var hans bedste ven igennem syv år og den person, der var allertættest på ham.

Kroppen husker

Nu, hvor jeg havde siddet lidt alene med det og fordøjet de første indtryk, var jeg klar til at dele det med Morten.

Jeg kunne se, han var i gang med noget og overvejede, om jeg skulle sige "må jeg afbryde dig" eller "der er noget, jeg gerne vil sige til dig", men jeg var sikker på, at hvis jeg gjorde det, ville han sige "lige et øjeblik" til han var færdig med det, han var i gang med - og jeg havde brug for at sige det nu. Så jeg vendte mig mod ham og sagde "Min ekskæreste er blevet far".

Han kiggede op og gav mig med det samme sin fulde opmærksomhed. Han var godt klar over, at det var noget betydningsfuldt, jeg havde sagt og spurgte mig, hvordan jeg havde det med det.

Jeg sagde det som det var; at det var underligt og ambivalent og at jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig følte. Jeg prøvede dog alligevel at forklare det;

"Det er underligt at tænke på, om det kunne have været mig, der havde fået et barn med ham, hvis jeg ikke havde slået op med ham"

"Samtidig er jeg glad for at mærke, at jeg egentlig kigger på billederne og ikke er jaloux eller misundelig. Det er ikke sådan, at jeg ønsker, at det var mig, der skulle til at være en lille kernefamilie"

"Jeg kan også godt glæde mig på hans vegne - han ser glad ud og han betyder jo virkelig meget for mig, så selvfølgelig vil jeg gerne, at han er glad"

"Jeg ser på de likes og kommentarer, der er under billedet og kan mærke, at det, der i virkeligheden gør mig ked af det, er at jeg ikke er en del af det. At han ikke vil have noget med mig at gøre og at jeg føler mig udenfor"

Her kom tårerne. Jeg mærkede det så tydeligt, da jeg satte ord på det - præcis hvad jeg havde forventet, der ville ske, hvis jeg begyndte at dele det med Morten. Det var dét, der gjorde ondt; at min ekskæreste ikke længere ville have kontakt med mig.

Han var min bedste ven, da jeg slog op med ham, og vi skiltes som gode venner med respekt for hinanden. Jeg var sikker på, at vi ville blive ved med at være venner efterfølgende, så det var et kæmpe tab for mig, da han skar mere og mere ned på kontakten med mig, for til sidst at afskære kontakten med mig helt og bede mig om ikke længere at kontakte ham eller hans familie.

Når jeg ser ekskærester, der er gode venner den dag i dag, skærer det i mit hjerte og jeg mærker så tydeligt mit eget savn og min længsel efter, at min ekskæreste også vil være venner med mig.

Mens jeg sad der og lod tårerne flyde, kom Morten over på min side af bordet, satte sig ved siden af mig og tog min hånd. Han sad der bare og lod mig græde, vi sagde ikke mere.

Jeg kunne mærke, at hele min krop begyndte at sitre og jeg sagde det til ham.

Han spurgte, om jeg ville være med til at lægge mig ned på det bløde gulvtæppe sammen med ham og det sagde jeg ja til. Det kunne faktisk være rart at komme ned og ligge.

Jeg lagde mig på gulvet med fødderne oppe i sofaen. Morten lagde sig ved siden af, med armen rundt om mig. Der lå vi så, mens min krop sitrede og rystede, og jeg indimellem græd.

IMG 9538

Det kom lidt i stød. Jeg mærkede sitren i mine ben og vi snakkede om, at der nok var et eller andet, der skulle ud - og kort efter kom gråden.

På et tidspunkt var det som om, jeg var færdig med at græde, men der var fortsat lidt sitren i mine ben. Morten foreslog mig at lægge mig udstrakt på gulvet, for det virkede til, jeg lukkede lidt af i hoften, når jeg lå med benene bøjede. Det prøvede jeg så, og ganske rigtigt, lidt efter kom der flere tårer - og så var det slut.

Det var en speciel - og egentlig også ret fantastisk - oplevelse, at være så meget i kontakt med, hvad det var, der skete i min krop og hvordan min kropslige position var med til at løsne op for den indestængte gråd.

Selvom mange af os godt kan have en tendens til at holde følelserne - og måske også tårerne - tilbage, så husker kroppen og den skal nok være med til at guide os, hvis vi er i stand til at give den lov. Kroppen er et fantastisk redskab til at komme i kontakt med, og håndtere sine følelser.

Da jeg var færdig med at græde, lå vi og snakkede lidt. Pludselig hørte vi yderdøren gå op og vi kiggede spørgende på hinanden, da det var sent om aftenen og de andre på kontoret var gået hjem.

Vi kunne høre, skridtene nærme sig mit kontor, hvilket jeg slet ikke kunne overskue, når jeg lige havde grædt. Jeg havde røde, hævede øjne og følte mig alt for sårbar til at snakke med nogen. Så jeg skyndte mig ud på toilettet, mens Morten tog sig af det. Det viste sig at være min kollega, som jeg deler lokalet med, der bare skulle hente en printer. Morten fandt printeren til hende og hun gik ind ved siden af og printede.

Da jeg havde været på toilettet og sundet mig lidt, gik jeg ind til min kollega og sagde hej. Jeg var smuttet på toilet nogenlunde i det øjeblik, hun var trådt ind ad døren og måske havde hun undret sig over det, så jeg ville bare fortælle hende, at det handlede om, at jeg selv var sårbar efter lige at have grædt, i stedet for, at hun skulle gå og undre sig over - og måske endda fortolke på, hvorfor jeg mon stak af, så snart hun trådte ind i lokalet.

Tidligere tror jeg ikke, jeg havde haft modet til at stå ved mig selv på den måde og gå ud og fortælle hende det, som det var, fortsat med et lidt rødmosset ansigt, men det gør jeg heldigvis nu. Og det føltes virkelig rart og virkelig befriende, at kunne stå ved mig selv på den måde!

En helende oplevelse

Det var altså min oplevelse..

Og selvom jeg beskriver en trist situation, hvor jeg er ked af det, så var det også en meget givende, helende og lærerig episode.

For selvom jeg var virkelig ked af det og havde en stærk følelse af at være valgt fra og blive holdt udenfor, så var det slet ikke i samme omfang som tidligere og jeg kunne hurtigere slippe det igen.

Måske fordi jeg er blevet bedre til at adskille, hvad der handler om mig og hvad der handler om ham. Jeg ved, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at vi to kunne være venner. Jeg har fortalt ham, hvor ondt det gør mig, at han ikke ønsker at have kontakt med mig og fortalt ham, at jeg ønsker et venskab. Der er ikke mere, jeg kan gøre. Og det har jeg ro med.

At han så fortsat vælger ikke at ville have nogen kontakt med mig, det kan jeg ikke ændre på. Jeg forstår ikke helt hvorfor, og det kan indimellem godt frustrere mig, men jeg kan ikke ændre på det. Jeg har gjort, hvad jeg kunne og kan dermed lade det ligge nu.

Derudover var det også meget givende at opleve, at selvom jeg følte mig valgt fra og holdt udenfor, så havde jeg ikke nogen følelse af at være alene eller ensom - det havde jeg, hvis man ser nogle år tilbage. Og dér var det virkelig svært at rumme følelserne, når jeg ikke alene blev valgt fra og blev holdt udenfor, men jeg også følte mig alene og ensom.

Sådan er det ikke længere. Jeg føler mig hverken alene eller ensom - og det handler ikke kun om, at Morten var der sammen med mig (det var måske også med til at hjælpe på det), men jeg har grundlæggende en følelse af at være mere "hjemme" i mig selv og dermed føler jeg mig ikke ensom længere, som jeg gjorde førhen.

Og endelig var det fantastisk at mærke, at Morten bare var der og lod mig have mine følelser uden at blive løsningsorienteret og skøjte hen over følelserne ved at prøve at få mig til at blive glad igen og uden at rationalitere ved f.eks. at sige "det er jo også naturligt nok, at man ikke har lyst til at være venner med sin ekskæreste".

Det var ikke det, jeg havde brug for i det øjeblik. Jeg havde bare brug for at mærke den følelse, der var der og tage den alvorligt. På den måde blev den rummet og stilnede af igen efterfølgende.

Og det var Morten heldigivs i stand til - han var der bare og lod mig græde det, jeg havde brug for.

TAK, Morten! :)

IMG 9541
Dagen efter stod jeg op til denne søde godmorgenbesked
fra Morten - dejligt med en kærlig tanke fra ham, når han
vidste, jeg havde haft det svært om aftenen.

Leave a comment

You are commenting as guest.

Skriv dig op her og modtag den nyeste inspiration direkte i din indbakke.

.