Jeg tænkte på mad de fleste af mine vågne timer.

Jeg husker tydeligt, hvordan det var; at tænke på mad de fleste af mine vågne timer.

Når jeg ikke tænkte på mad, tænkte jeg på, om min kjole var for stram og folk ville syntes, jeg så tyk ud, eller om jeg måske havde taget på, når jeg gik på vægten i morgen.

Mad, krop og vægt tog det meste af min energi og efterlod ikke meget plads til andre ting.

Når jeg var hjemme hos mine veninder, kunne jeg ikke nyde det fuldt ud, for tankerne om, hvilke søde sager jeg kunne spise i smug, når jeg kom hjem, fyldte en del.

Når jeg var intim med min kæreste, kunne jeg heller ikke nyde det fuldt ud, for her var det tankerne om, hvor utilpas jeg var med min tykke mave, der fyldte.

Heller ikke maden kunne jeg nyde fuldt ud, for når jeg spiste, var det stort set altid med dårlig samvittighed og tankerne om, at jeg ikke burde spise det – medmindre det var noget af det sunde mad, som var en del af den plan, jeg havde lavet for mig selv.

Ét stort virvar af tanker om mad

I flere år gik jeg altså glip af rigtig mange af livets goder; hyggeligt samvær, intimitet og nydelsen ved lækker mad, fordi min hjerne var ét stort virvar af tanker om mad og negative tanker om mig selv, min krop og min vægt.

Jeg var sikker på, det handlede om, at jeg havde en svag karakter og manglende rygrad og at jeg ”bare skulle tage mig sammen” og spise noget sundere, så jeg kunne blive tynd.

"Nu kan det hele også være lige meget"

Så i perioder fulgte jeg en af de utallige trends indenfor slankekure og tabte mig måske også nogle kilo.

Men på et eller andet tidspunkt endte det altid med, at jeg ”faldt i”. 

Jeg spiste noget af det ”forbudte” – og så gik jeg amok!

Når først jeg havde sat tænderne i den der vidunderlige, syndige fastelavnsbolle, der nærmest flød over af flødeskum, kagecreme og syltetøj, så var der ingen vej tilbage.

Nu var løbet kørt, og jeg vidste med mig selv, at jeg ikke kunne styre det.

Jeg blev nødt til at have mere sukker!

Det var simpelthen så lækkert, og nu havde jeg jo forbudt mig selv det så længe, og det gik lige så godt, så nu kunne jeg godt tillade mig at spise lige præcis, det jeg havde lyst til.

Eller også var tanken, at ”nu kunne det hele også være lige meget, nu havde jeg allerede syndet, så nu kunne jeg lige så godt gå all in”.

Eller hvad min undskyldning nu var, for at fortsætte.

Der var altid en undskyldning for at gå amok.

Så måtte jeg bare starte forfra igen i morgen.

Ekstrem kontrol eller total kaos

Sådan levede jeg mit liv i mange år; svingede mellem ekstrem kontrol på den ene side og det totale kaos på den anden side.

Til sidst havde det udviklet sig til en spiseforstyrrelse, hvor jeg tvangsoverspiste flere gange om ugen, nogle gange dagligt – i ekstreme mængder.

Det var en virkelig lang og sej kamp at komme ud på den anden side igen, og det krævede mange andre taktikker, end dem jeg havde brugt i starten.

Blandt andet måtte jeg slippe mine fanatiske tanker om slankekure.

De var IKKE en del af løsningen, de var med til at fastholde mig i problemet med mine overspisninger.

I stedet måtte jeg begynde at samarbejde med min krop i stedet for at modarbejde den.

I så mange år havde jeg troet, at jeg skulle tvinge min krop ned i vægt via kontrol og rigide regler, men det havde indtil nu kun resulteret i et forskruet forhold til mad.

Måske var der også andre måder at komme ned i vægt på?

Så nu var det slut med at lave regler for mig selv om, hvad, hvornår og hvor meget jeg måtte spise og IKKE måtte spise, og i stedet prøve at mærke efter, hvad jeg egentlig havde lyst til og hvornår jeg var sulten og mæt.

Nysgerrighed og omsorg hjalp mig ud af overspisninger

Derudover måtte jeg også begynde at være nysgerrig på mine overspisninger.

Indtil nu havde jeg kæmpet imod mine overspisninger og taget afstand til dem.

Jeg havde fordømt mig selv, hver gang jeg endnu engang var ”faldet i” og slået mig selv i hovedet med, hvor dum og svag, jeg var.

Men den metode lærte mig ikke at forholde mig til min problematik – tværtimod.

Så nu måtte jeg i stedet lægge selvfordømmelsen på hylden og erstatte den med nysgerrighed og omsorg.

Jeg måtte acceptere, at jeg havde overspisningerne, før jeg kunne begynde at handle på dem, og så begynde at undersøge, hvad de var der for at fortælle mig.

Før jeg fandt frem til det, ville de ikke slippe deres tag i mig.

Det var altså nogle helt andre strategier, end de selvhadske og fordømmende strategier, jeg havde brugt indtil videre.

Men det gik op for mig, at kun med en kæmpe portion kærlighed, omsorg og nysgerrighed kunne jeg komme mine overspisninger til livs og genskabe et naturligt forhold til mad.

Jeg håber, du blev inspireret til at gå mere kærligt og omsorgsfuldt frem, hvis du selv har en problematik, hvor du overspiser eller på anden måde har et anstrengt forhold til mad.

Det ER muligt at lære at elske dig selv og din krop og skabe et naturligt forhold til mad – og det er aldrig for sent!