Lever du efter dine værdier i det daglige?

Jeg ønsker at hjælpe mennesker til et bedre liv.

Det er det, jeg brænder for, og det er det, jeg har uddannet mig til.

Det er også det, jeg arbejder med i kommunen 2 dage om ugen – et job, hvor jeg, i mine øjne, skulle hjælpe folk til at opnå en bedre livskvalitet via et vægttab.

Desværre føler jeg ikke i praksis, det er det, jeg arbejder med.

Jeg føler nærmere, jeg er kommet ind i en organisation, hvor alt skal vejes, måles og dokumenteres, hvilket betyder at jeg giver afkald på en del af mig selv for at passe ind.

Jeg har knap nok tid til at se mennesket bag lidelsen, men ser bare en overvægtsproblematik, der skal løses.

Og jeg bryder mig simpelthen ikke om at arbejde på den måde!

Jeg giver køb på mine værdier, når jeg skal forsøge at passe ind i den kasse, der hedder den offentlige sektor, hvor det primære, der tæller i det job jeg udfører, er antal tabte kilo i den periode jeg er i kontakt med borgeren.

Moder-Teresa-typen der elsker at hjælpe andre mennesker

Jeg har længe været bevidst om, at jeg ikke trivedes med at arbejde under disse vilkår, men først i dag satte en anden ord på problematikken – i en helt anden sammenhæng – og det gik for alvor op for mig, at det virkelig ER en problematik i den offentlige sektor, der er værd at se nærmere på.

Jeg var til et foredrag med Kundemagneterne, hvor de omtalte de forskellige kundetyper: rød, som er zapper-typen, der hele tiden vil være med på de nyeste trends, gul, som er Moder-Teresa-typen, der elsker at hjælpe andre mennesker, blå, som er jakkesæt-typen, der lægger stor vægt på fakta, tal og målinger og grøn, der er som-jeg-plejer-typen, for hvem tryghed er en meget vigtig værdi.

Give afkald på værdier

Åbenbart gik der, under foredraget, et lys op for min sidemakker, der arbejder som privat socialrådgiver, efter mange år som ansat i det offentlige system, for efter foredraget siger hun, at det måske er den problematik, der gør sig gældende inden for hendes felt. 

Hun siger, at socialrådgivere nok i de fleste tilfælde har uddannet sig, fordi de havde stærke ønsker om at hjælpe andre, men når de så er færdiguddannede kommer de ud i en offentlig institution, hvor det vigtigste er at kunne måle, veje og dokumentere, da det er det, der tæller i det store billede.

Det gav virkelig genklang i mig, da hun sagde det, for det er tydeligt for mig, at det er det samme, der sker for både mig og flere af mine kollegaer.

På den baggrund er det ikke så underligt, hvorfor jeg ser flere kollegaer, der bliver mere og mere pressede, fordi de må give afkald på nogle af deres egne værdier, da vigtigheden af dokumentation pludselig overstiger vigtigheden af relationen til det menneske, de sidder overfor.

Ydermere er vi pressede på tid, men uden at få flere ressourcer, så når opgaverne stiger os over hovedet, må vi selv lære at sige nej.

Min ild slukkes mere og mere

Men hvordan kan man forvente, at en Moder-Teresa-type skal sige nej til en borger, der har brug for vores hjælp?

Det er som at sætte en øl foran en alkoholiker og sige, at han selv må lære at sige nej.

Moder-Teresa-typerne brænder for at hjælpe andre mennesker, og hvis man bliver ved med at klemme os ned i den kasse, hvor vi skal dokumentere, dokumentere og dokumentere, så slukker man vores ild.

Pludselig var der sat ord på min egen arbejdssituation.

Jeg er en gul Moder-Teresa-type, der arbejder i en overvejende blå organisation, og min ild slukkes mere og mere på den måde.

Så hvad er løsningen på denne problematik?

Jeg ved det ikke, men mit forslag er, at vi bør værne om de gule Moder-Teresa-typers værdier i stedet for at slå dem ihjel med vores vækstplaner, målinger og dokumentationer.

Hvad med at se mennesket, i stedet for kun at se på tal?

En ting er i hvert fald helt sikker; mit kryds til valget sættes ved et af de partier, der arbejder for mere frihed i det offentlige!