Hvordan rummer du de svære følelser?

I dag fortalte jeg endnu engang min historie om den sværeste periode i mit liv til 50 interesserede lyttere.

Da jeg efter mit oplæg, sad og lyttede til en af de andre oplægsholderes fortælling, mærkede jeg pludselig en klump i halsen og tårerne stå op i øjnene på mig.

Hun fortalte om, hvordan hendes kæreste, som hun lige havde mødt på det tidspunkt, havde stået der ved siden af hende og støttet hende, mens hun var indlagt for anoreksi.

På trods af, at hun nærmest var omringet af et skjold af anoreksi, formåede han alligevel at se HENDE inde bag ved og stod der ved hendes side.

En ubærlig smerte

Klumpen i min hals og tårerne i mine øjne var en glæde over, at han formåede at se hende og at hun, på trods af alt, formåede at tage imod den store kærlighed, der blev givet hende, og samtidig var det en sorg over, at MIT livs store kærlighed ikke formåede det samme; at se MIG inde bag ved spiseforstyrrelsen eller at jeg i hvert fald ikke formåede at tage imod den kærlighed, han så havde at give mig.

Jeg afviste ham, og da jeg opdagede, hvad jeg havde sagt farvel til, var det hans tur til at afvise mig. Og hold kæft, hvor gør det ondt - stadig. Især når jeg bliver mindet om det på denne måde. Det er en næsten ubærlig smerte.
Men den er der, og jeg kan ikke gøre andet end at bære den på mine skuldre. Rumme den.

Lad smerten komme ud

Det var først, da jeg sad i bilen på vej hjem fra foredraget, at tårerne kom. Da jeg var alene.
Selvom jeg kun havde 5-10 minutters kørsel hjem, kom tårerene væltende, da jeg sad i bilen. De løb i stride strømme ned ad mine kinder og jeg gjorde intet for at stoppe dem. Det var sorgen over at have mistet det menneske, jeg elskede allerhøjest her i verden.
Sorgen over at det var min spiseforstyrrelse, der var skyld i det. Sorgen over at blive svigtet, da jeg var allermest syg og havde allermest brug for hans kærlighed og støtte. Sorgen over ikke længere at have kontakt til vores fælles venner, fordi det gjorde for ondt at blive mindet om ham, når han ikke længere var min. Sorgen over at han ikke længere vil have kontakt med mig. Sorgen over at være blevet valgt fra - af det menneske, jeg elsker allerhøjest.
Alt det kom ud der, på vejen hjem fra foredrag. Fordi jeg lod det være der. Jeg accepterede sorgen, jeg rummede den og jeg tillod den lille pige indeni mig at græde, til hun fik det bedre.
Og jeg FIK det bedre. Det tog ikke mange minutter, før der ikke var flere tårer. I denne omgang.

Jeg har grædt over dette SÅ mange gange, at det slet ikke kan tælles længere. Nogle gange tager det længere tid, denne gang kortere tid. Men det stopper. Og nu har jeg det godt igen.

Det "perfekte" liv

Folk tror nogle gange, at jeg har et "perfekt" liv, nu hvor jeg ikke længere har en spiseforstyrrelse, eller nu hvor jeg er blevet glad for min krop eller nu hvor jeg har et naturligt forhold til mad.
Men nej, der er ikke nogen, der har et perfekt liv. Og selv om jeg for mindre end tre timer stod foran 50 mennesker og lignede én, der bare havde styr på dét skidt, så sad jeg altså for under én time siden i min bil og græd over tabet af min store kærlighed.

Dette fortæller jeg for at sige, at det I ser derude ikke er hele sandheden. Også alle dem, der står på en scene og ligner wonderwoman, der har styr på det hele, knækker sammen og er skrøbelige indimellem. Og vi skal lære at acceptere og rumme den skrøbelighed, som en væsentlig del af os selv, i stedet for at se den som et svaghedstegn.

"Hvad skal jeg gøre ved smerten?"

Den anden grund til, jeg fortæller dette, er fordi mange spørger mig; "men hvad skal jeg gøre, når jeg oplever denne sorg, denne magtesløshed, denne uro, denne smerte, denne stress, denne træthed, denne tristhed, denne rastløshed", eller hvad det nu kan være, det er for en følelse, de spiser for at dulme.

Og svaret er; at det ikke altid er nødvendigt at GØRE noget. Vi tror altid, at vi skal HANDLE os ud af situationer. Men en del af svaret ligger også i at VÆRE. At VÆRE uden at GØRE. Nemlig at rumme det ubehag, der opstår. 
Som når jeg f.eks. rummer min sorg og min smerte og tillader den at være der. Så får jeg grædt, som er det behov, jeg har - og så bliver min smerte mindre og jeg kan igen finde glæden ved hverdagen frem - uden at overspise.

Så prøv næste gang, du mærker det ubehag, der får dig til at overspise, om du kan VÆRE i det og RUMME ubehaget, i stedet for at GØRE noget (SPISE noget).