FUCK, hvor er jeg træt af mig selv!

Jeg har virkelig følt mig som en fiasko i dag. Utilstrækkelig..
ØV!

Jeg havde en aftale med to fyre i dag, der kom hele vejen fra hhv. Odense og København for at filme mig til et online forløb, jeg har sagt ja til at medvirke i - og som jeg glæder mig til at blive en del af.

Men...nu er de kørt hjem igen UDEN at have fået det i kassen, der var planen. Og jeg fik SÅ dårlig samvittighed over, at det ikke lykkedes. Nu var de kommet helt herop til Aalborg for min skyld og så kunne jeg ikke levere varen. Det var bare ikke godt nok.

Den indre kritiker fik fuldt spil, for jeg var SÅ skuffet over mig selv.

Klappen gik ned

Det gik ellers fint i starten. Jeg fik lagt godt ud og den første video kom i kassen uden de helt store problemer.

Men så begyndte problemerne. Allerede i video 2 (planen var på forhånd 5 videoer af ca. 20-30 minutters varighed) begyndte jeg at fumle i det og følte mig ikke ordentligt forberedt.

Ham, der havde kontaktet mig, stillede spørgsmålstegn til det materiale, jeg havde. Både for bedre selv at forstå, hvor jeg ville hen med det, men han prøvede også at spørge ind til det, for at hjælpe mig tilbage på sporet.

Men det var sindssygt svært for mig at komme tilbage.

Jeg blev både usikker på mit materiale, havde svært ved at sidde og tale ind i kameraet - særligt når der også var nogen, der sad og kiggede på mig samtidig med, mistede overblikket, følte mig presset over, at jeg SKULLE levere i dag, fordi de bor så langt væk og ikke bare kan komme igen en anden dag og pludselig synes jeg ikke engang, mine øvelser var gode nok til det, jeg egentlig havde tænkt, jeg ville bruge dem til.

Jeg kunne mærke, hvordan hele min krop sitrede og hvordan mit mentale overskud bare blev mindre og mindre i takt med at motivationen dalede.

Så det var virkelig op ad bakke.

Vi prøvede at tage nogle pauser og komme tilbage til optagelserne, men lige lidt hjalp det og til sidst kom vi frem til, at der ikke kom mere ud af at presse mig, de pakkede deres ting sammen og kørte hjem til Fyn og Sjælland.

Og jeg havde SÅ dårlig samvittighed over for de to fyre og følte mig virkelig utilstrækkelig.

Jeg græd over at føle mig utilstrækkelig

Så snart jeg var alene, trillede tårerne. FUCK, hvor var jeg træt af mig selv! Jeg satte mig ned på gulvet, med ryggen op mod muren og lod tårerne få frit løb. I de to minutter det varede. TO MINUTTER! Max. Det var det hele.
Så var det som om, følelsen af utilstrækkelighed allerede var meget mindre.

Selvfølgelig er jeg stadig rigtig ærgerlig over, at det ikke lykkedes - for nu skal vi jo finde en anden måde at få det i kassen på, hvilket mildest talt er møgbesværligt når vi bor fordelt over tre landsdele i hver sin ende af landet.

Men..den ulidelige følelse af utilstrækkelighed, som jeg følte lige, da de kørte, den er heldigvis forduftet. Ved at jeg accepterede den og gennemlevede den - i omkring to minutter.

Og det er min pointe med hele denne historie; at det at tillade os selv at mærke og gennemleve vores ubehagelige følelser, hjælper følelserne til at give slip og fordufte igen.

Og på den måde bliver det unødvendigt at forsøge at dulme ubehaget ved mad.

Faktisk havde jeg på intet tidspunkt trang til at dulme mit ubehag - på trods af, at jeg både havde ½ laksesandwich, en skål nødde-/rosinmix, ½ pepsi max, en skål frugt og to plader chokolade liggende på kontoret, og dermed havde rig mulighed for det.

Trangen opstod aldrig, fordi jeg nu har lært at rumme mine ubehagelige følelser og dermed selvfølgelig klart foretrækker dette, da det giver mig en langt bedre følelse efterfølgende, i stedet for det fysiske og psykiske ubehag, der opstår efter en overspisning.

Hvilke ubehagelige følelser spiser DU for at dulme?

Måske er det på tide at tillade dig selv at mærke dette ubehag?