Det kender jeg kun ALT for godt.

I mange, mange år har det været noget af det mest pinlige, jeg kunne komme ud for;

at andre folk skulle kende min vægt.

Når jeg kom tilbage fra sundhedsplejersken med den der forbandede gule seddel,

hvor der stod højde og vægt på, og de andre i klassen syntes det var sjovt at sammenligne,

skyndte jeg mig at få travlt med noget andet, så jeg slap for at vise dem min seddel.

Når vi var ude og sejle kano med ungdomsklubben

og skulle angive vores vægt for at få en passende størrelse redningsvest,

prøvede jeg altid at spotte hvilken vægtklasse de forskellige veste lå i inden det blev min tur,

så jeg bare kunne pege på den rigtige og bede om den i stedet for at skulle sige min vægt højt foran alle de andre.

Selv da jeg var færdiguddannet diætist, var min vægt fortsat mit ømme punkt.

Jeg husker fortsat hvor fokuseret jeg var på den vægt,

der var på min tidligere arbejdsplads, da jeg skulle læres op.

Det fyldte virkelig meget i mine tanker,

at bare min nye chef nu ikke ville have mig op på vægten for at afprøve den under min oplæringsperiode.

Jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om noget mere pinligt end at hun skulle vide,

at jeg faktisk selv var overvægtig (ifølge BMI-skalaen), når jeg nu skulle sidde og vejlede kunder i vægttab.

Men jo...jeg skulle op på vægten.

Mit hjerte sank i brystet på mig, da hun bad mig om det og jeg havde mest af alt lyst til at flygte ud af rummet,

hurtigere end jeg var ankommet.

Men jeg ville jo gerne have jobbet, så jeg måtte nødtvunget trække af sko og strømper og stille mig op på vægten

- for rigtigt nok at konstatere, at min vægt var lige i overkanten.

Og så kom alle undskyldningerne; "puuha, det har også været en lidt dårlig periode",

"det skal jeg også lige have gjort noget ved" osv.

Jeg kunne ikke bare slappe af med den vægt, jeg havde. Det var pinligt at jeg vejede så meget.

Lad være med at vurdere dit værd ud fra et skide tal..

Heldigvis har jeg det ikke sådan længere.

Det var én af de ting, jeg lærte på min vej ud af spiseforstyrrelsen.

At jeg ikke behøver skamme mig over tallet på min badevægt.

Det er bare et tal.

Og den fortæller INTET om mit værd som person (som jeg fejlagtigt var kommet til at tro, den gjorde).

Tidligere var det sådan, at tallet på vægten kom til at styre mit humør og mine handlinger.

Så hvis jeg gik på vægten og havde taget på, var der to mulige udfald.

Enten:

1) blev jeg skuffet, trist og opgivende, følte mig fuldstændig værdiløs

og tænkte "nu kan det hele være ligemeget" og gav så slip på tøjlerne og røg ind i en overspisningsperiode

og ellers

2) blev jeg frustreret og stædig og tænkte

"så må jeg bare skære endnu mere ned på de søde sager og spise endnu sundere og træne endnu mere". 

Hvis jeg derimod gik på vægten og havde tabt mig, kunne det udløse:

1) glæde, stolthed og lettelse og jeg fik en god dag og følte mig motiveret for at fortsætte på samme sti.

2) tilladende tanker som "Godt gået! Så kan jeg godt belønne mig selv med... (et eller andet sødt)".

3) skuffelse over ikke at have tabt mig så meget som jeg troede eller havde forventet.

Det var en opslidende periode, hvor tallet på vægten betød ALT for meget for mit humør og for, hvordan resten af min dag blev.

Heldigvis lykkes det mig efterhånden at lade tallet på vægten glide i baggrunden til fordel for andre, vigtigere ting.

- Jeg begyndte at se mig selv mere i spejlet og gå mindre på vægten - og når jeg så mig selv i spejlet,

øvede jeg mig i at lægge mærke til de positive ting i stedet for at finde fejl ved mig selv.

- Jeg øvede mig også i at gøre noget ud af mig selv og klæde mig i det tøj, jeg havde det allerbedst i.

- Jeg trænede mig i at sige positive og støttende ting til og om mig selv i stedet for altid at være selvkritisk.

- Jeg begyndte at være nærværende og nyde maden når jeg spiste

i stedet for at have konstant dårlig samvittighed og skamme mig over alt, hvad jeg spiste, skjule det og skynde mig at spise.

Og mange flere af den slags ting.

Langsomt, men sikkert gav jeg slip på badevægtens betydning for mig

og den dag i dag er jeg nået til det punkt, hvor tallet på vægten bare er et tal.

Jeg går ikke voldsomt meget op i min vægt længere.

Jeg går op i mit velbefindende og i at behandle mig selv og min krop godt.

Det er SÅ befriende og en helt fantastisk følelse!

Og jeg under virkelig dig at du også vil nå hertil en dag!

Ønsker du min hjælp til at opnå et afslappet forhold til din krop og din vægt - og samtidig få en stabil og sund vægt -

så er du altid velkommen til at booke en gratis afklarende samtale hos mig, så vi sammen kan afklare,

hvordan jeg bedst muligt kan hjælpe dig med DIN problematik.

Jeg vil glæde mig til at hjælpe dig!

Book gratis afklarende samtale

Mette.