Du kommer til at overspise mens du lærer at slippe på dine overspisninger

Sidder du fast i dine overspisninger?
Og ønsker mere end noget andet at slippe af med dem?

Så lad mig fortælle én ting (ud af mange), der rigtig ofte er med til at stikke en kæp i hjulet for at folk slipper fri af deres overspisninger:

Det er at de tror, de kan blive fri af overspisninger fra den ene dag til den anden.
At de ikke accepterer det som en proces - en læreproces - som tager tid.

De tænker:
"NU skal det være slut!"
"Jeg vil stoppe med at overspise"
"Fra i morgen starter jeg på kur igen, så er det slut med chokolade (eller andet du overspiser i)"

Og så går de "all in".
Og lader være med at overspise. Faktisk spiser de slet ikke det "forbudte" (altså det som de ved, de ikke kan styre, hvis de først begynder på det). Eller også spiser de det kun i afmålte, begrænsede og på forhånd aftalte mængder.
Lige indtil de falder i. Og ikke længere kan styre sig.
Og spiser det forbudte. I langt større mængder end det aftalte.
Og skammer sig og føler sig svage. Fordi de ikke kunne styre sig - og ikke kunne overholde aftalen med sig selv.

Sådan er det også mange gange når folk kontakter mig for at få hjælp til at stoppe med at overspise.
De tror stadig i et eller andet omfang at de skal stoppe med at overspise her og nu.
Selvom de måske nok har forstået med deres fornuft, at det kommer til at tage tid og at det er noget, de skal arbejde med og som ikke forandres hen over natten, så oplever de det alligevel som et kæmpe nederlag, når de kommer til at overspise efter de er startet i et forløb hos mig.
For hey, nu er de jo i gang med et forløb og kaster tusindvis af kroner efter at stoppe med at overspise og så gør de det alligevel.

Men det er helt naturligt!
Vi lærer jo heller ikke at gå hen over natten - eller uden at falde.
Når jeg ser på min 1-årige søn, der nu har gået i 3 måneder, så har jeg jo set det igen og igen og igen i hans læreproces.

Processen med at lære at gå starter lang tid før han tager de første skridt. Med at han lærer at holde sit eget hoved. Han lærer at rulle rundt fra maven til ryggen. Han lærer at sætte sig op. Han lærer at rejse sig op af noget. Osv.
Og på et eller andet tidspunkt lærer han så at give slip og gå de første skridt uden at holde ved noget.
Men kun et par skridt. Så falder han.

Det gør han i lang tid. Rejser sig, går et par skridt, falder. Rejser sig, går et par skridt, falder. Men for hver gang træner han det at gå. Og med tiden går han flere og flere skridt før han falder. Han bliver mere og mere stabil.
Nu går han meget sikkert og kan både gå langt, løfte noget i hænderne mens han går, danse og løbe.
Og for hver dag bliver han bedre og bedre og der bliver længere og længere tid mellem han falder (medmindre han kaster sig ud i en ny, udfordrende disciplin som f.eks. at gå ned ad bakker på et ujævnt underlag, så falder han igen, men så er det jo fordi han har bevæget sig et skridt længere ud i sin læringsproces).

På samme måde fungerer det med overspisninger.
Du kommer ikke til at lære at spise naturligt uden at falde i, uden at overspise.
Det der sker, når du gerne vil give slip på dine overspisninger, minder meget mere om det jeg lige har beskrevet med min søn:

Det kan f.eks. være, du vil lære at køre hjem fra arbejde uden at spise en plade chokolade i bilen og smide papiret i skraldespanden uden at nogen ser det.
Her kan det første skridt være at spise en mindre plade chokolade i bilen og samtidig spise en banan (det vil mange for øvrigt slet ikke se som et led i at stoppe med at overspise, for de spiser jo stadig en plade chokolade, men det er altså ét skridt i den rigtige retning, for du spiser både mindre chokolade, samtidig med du spiser noget andet der giver mere mæthed og du giver slip på din overbevisning om at chokolade er forbudt).

Næste skridt kan være at du øver dig i at holde en pause, mens du sidder og spiser chokolade bevidst i stedet for at gøre det mens du kører - og så køre hjem bagefter.

Næste skridt kan være at du stopper bilen for at gå en tur på vejen hjem - fordi du har fundet ud af at du spiser chokoladen fordi du har brug for en pause inden du skal direkte hjem og der er flere krav til dig, hvor du skal "være på" som mor og lave aftensmad. Og så udskyder du chokoladen til senere, når du igen har behov for en pause.
Osv.

Ovenstående er blot eksempler. Processen kan se ud på mange forskellige måder afhængig af, hvad du har behov for. Men pointen er, at undervejs i denne proces vil du formentlig opleve tilbagefald. At du pludselig en dag spiser en hel plade chokolade igen, selvom du jo egentlig var gået over til at spise en halv plade og en banan.

Her vil mange tænke "årh, nu gjorde jeg det igen, jeg kommer aldrig til at lykkes, nu kan det hele også være ligemeget".

Men nej, det kan ikke være ligemeget.
Du er bare faldet. Hvilket er en helt naturlig del af at lære at gå - eller af at overspise for den sags skyld.
At du er faldet er faktisk bare et bevis på at du forsøger.
Min søn falder jo heller ikke, når han bare sidder ned og ikke prøver at rejse sig for at gå.

Så som Nelson Mandela engang har udtalt, så handler det ikke om ikke at falde, men om at rejse sig igen hver gang vi falder.

Pøj pøj med din rejse, når du skal lære at give slip på dine overspisninger.
Mette.